Anna Wennerstrøm Hylén

Hvad lavede du før du blev ansat i stillingen?

Jeg er 26 år og født på Frederiksberg, men har gennem min opvækst boet flere forskellige steder. Mine forældre plejer at sige, at vi har et indgående kendskab til rigsfællesskabet, da vi har boet i både Grønland, Færøerne og på Bornholm.

Nu er jeg vendt tilbage til Frederiksberg, hvor jeg de sidste seks år har læst teologi og afsluttede pastoralseminariet i december.

I efteråret blev jeg gift, og vi venter vores første barn til sommer.

Hvad inspirerede dig til at blive præst?

Hvorfor jeg valgte teologi, er jeg egentlig stadig lidt i tvivl om. Jeg tog nogle online quizzer, der skulle hjælpe med studievalg – og ud kom forslag som psykologi, antropologi og teologi. Min mor er psykolog, så dét skulle jeg i hvert fald (af en eller anden grund) ikke være. Antropologi syntes jeg lød spændende, men jeg lod mig skræmme af jobudsigterne. Og så stod teologien tilbage. Det var på mange måder en udelukkelsesmetode – men heldigvis også begyndelsen på noget, der med tiden har fået en langt mere personlig betydning.

Det var i starten et valg truffet lidt ved udelukkelse, og de første år var mit fokus primært akademisk. Men undervejs begyndte teologien at få en mere personlig betydning for mig. Særligt i de sidste år af studiet har jeg mærket, hvordan tro og teologi hænger sammen og taler ind i livet.

En tanke, der har gjort stort indtryk på mig, er K.E. Løgstrups idé om de “suveræne livsytringer” – som tillid, barmhjertighed og oprigtighed. De opstår spontant mellem mennesker og minder os om, at livet ikke kun handler om os selv, men om noget større.

For mig er det en trøstende tanke, at vi – trods vores fejl – stadig kan være bærere af godhed. Ikke fordi vi er perfekte, men fordi livet og Gud giver os muligheden. Det har givet mig ro og et større frirum.

Hvis jeg som præst kan være med til at give andre den samme ro og det samme pusterum, så oplever jeg det som dybt meningsfuldt. Det er i høj grad derfor, jeg gerne vil være præst.

Hvilken opgave glæder du dig mest til at komme i gang med?

Jeg glæder mig især til mødet med mennesker. Det er noget af det, jeg oplever som helt særligt ved præstegerningen: at man får lov til at komme tæt på mange forskellige liv og livssituationer.

Som præst er man til stede ved nogle af livets største overgange – dåb, konfirmation, vielser og begravelser – men også i de mere stille og personlige samtaler, hvor der måske ikke er en bestemt anledning, men et behov for at blive lyttet til. Det giver en særlig mulighed for at få indblik i, hvad der rører sig hos mennesker, og hvordan det er at leve i den tid, vi er en del af.

Jeg ser frem til at være en samtalepartner, der både kan lytte og bidrage med perspektiver, og til at være en del af de fællesskaber, der allerede findes i kirken. Det virker som en opgave, der både er meget menneskelig og meget meningsfuld.

Hvad er du særligt optaget af lige nu?

Efter mange år med teoretisk undervisning i blandt andet filosofi, historie og eksegese er jeg lige nu meget optaget af, hvordan denne viden kan få liv i praksis.

Det handler for mig om at finde en måde at formidle teologien på, så den ikke kun forbliver abstrakt eller akademisk, men bliver noget, mennesker kan spejle sig i og bruge i deres egen hverdag. Hvordan taler man om tro, håb, tvivl og mening på en måde, der giver genklang?

Jeg er optaget af at finde et sprog, der både er tro mod traditionen og samtidig åbent og forståeligt. Et sprog, der ikke nødvendigvis giver færdige svar, men som kan åbne for refleksion og samtale.

Hvad mener du, er folkekirkens vigtigste opgave i dag?

Jeg mener, at folkekirkens vigtigste opgave er at bevare og udvikle balancen mellem tradition og fornyelse. Kirken står i en lang historisk tradition, som rummer noget værdifuldt og dybt, og som stadig har betydning. Samtidig er det afgørende, at denne tradition ikke bliver lukket om sig selv, men er i dialog med den tid og de mennesker, den er en del af.

Der skal være plads til det mysterium og det uforklarlige, som troen rummer – noget, der ikke kan reduceres til klare svar eller enkle forklaringer. Men samtidig skal kirken være et sted, hvor mennesker kan forstå, hvad der foregår, og opleve, at det har relevans for deres liv.

Det kræver, at vi lytter til menigheden og er opmærksomme på, hvad mennesker faktisk søger og har brug for. Ikke kun hvad vi internt i kirken finder vigtigt, men hvad der giver mening for dem, der træder ind ad døren.

Samtidig tænker jeg, at en vigtig opgave er at holde rum åbent for de store spørgsmål – også når der ikke findes entydige svar. Kirken skal være et sted, hvor man kan være i tvivl, stille spørgsmål og dele det, der er svært, uden at det nødvendigvis skal løses med det samme. Det i sig selv kan være en vigtig form for støtte.

Hvordan vil andre beskrive dig?

Jeg tror, andre vil beskrive mig som et venligt, betænksomt og åbent menneske. Jeg lægger stor vægt på at være tilgængelig, nærværende og lyttende i mine relationer, og jeg forsøger altid at møde andre med respekt og forståelse. De mange skift i min opvækst har gjort mig både omstillingsparat og rummelig, og det har givet mig en god forståelse for, at mennesker reagerer forskelligt afhængigt af situation og baggrund. Det har lært mig, at der sjældent kun findes én rigtig måde at gøre tingene på.

Derudover forestiller jeg mig, at jeg vil blive beskrevet som en loyal og ansvarlig person, der tager sine opgaver seriøst. Jeg er løsningsorienteret og arbejder struktureret for at finde gode og holdbare løsninger, også når tingene er udfordrende.

Samtidig gør jeg mig umage for at leve op til de forventninger og krav, jeg møder – både fra andre og fra mig selv. Jeg bidrager gerne positivt til fællesskabet og værdsætter samarbejde, hvor man støtter hinanden og har en konstruktiv dialog